
Foto: FC København
FC København har i dag lejet den 24-årige danske back, Peter Ankersen, i Red Bull Salzburg. Lejeaftalen gælder i et år, men indeholder samtidig en købsoption.
“I Peter har vi sikret os fremtidens højre back for det danske landshold. Han er dynamisk, hurtig, gennembrudsstærk og målfarlig. Det er mange af de kvaliteter, vi søger hos en back i F.C. København. Samtidig tror vi meget på, at vi kan hjælpe ham det sidste stykke i hans udvikling, blandt andet defensivt, så han når sit topniveau,” siger Solbakken til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Egentlig var det ikke meningen, at vi skulle ud og hente en back i det her vindue, da vi er stærkt besat i forvejen, og vi havde egentlig ikke afsat midler til det. Men vi ville ikke lade ham gå vores næse forbi, da chancen opstod.”
“Derfor er det i første omgang en lejeaftale, men går det som vi alle forventer, så ser vi frem til at have ham i København i mange år. Samtidig har Christoffer Remmer, ikke mindst på det seneste, vist, at han er en meget alsidig spiller, som vi kan bruge længere fremme på banen, mens Tom Høgli dækker begge sider. Det giver os endnu flere muligheder.”
Ankersen er FC Københavns tredje forstærkning denne sommer. Tidligere har de hentet offensivspillerne Kasper Kusk og Benjamin Verbic.