FC Københavns manager Ståle Solbakken slår fast, at Christian Poulsen er interessant for hovedstadsklubben.
Den 34-årige midtbanespiller, Christian Poulsen, som tidligere var anfører på landsholdet, står fortsat uden klub, efter at han forlod Ajax Amsterdam.
Poulsen skal dog være velkommen til at gøre comeback i FC København, fastslår FCK’s norske manager Ståle Solbakken.
“Vi har snakket jævnligt sammen gennem det sidste år, og lige nu er der ikke noget nyt der. Han afventer sin situation. Hvis han siger til mig, at han har lyst til at lave et eller andet sammen med FCK, om det så er som spiller eller træner i School of Excellence, så er vi åbne over for det. Vi snakker sammen, men det har vi gjort, siden han var i Schalke,” fortæller Ståle Solbakken til BT.
Christian Poulsen spillede i FC København i perioden 2000 til 2002. Han skiftede til tyske Schalke 04 i 2002.