Den franske danskerklub Evian spillede i lørdags deres første kamp i den nye sæson. Men det var uden den danske landsholdsmålmand Stephan Andersen på holdet.
Stephan Andersens 2012 har kørt på skinner. En fast plads som førstemålmand i Evian og det helt store højdepunkt ved EM-slutrunden i juni, hvor han imponerede alt og alle. Derfor var det meget overraskende at finde Stephan A. på bænken til sæsonpremieren.
Det behager ikke ligefrem den nye danske førstemålmand på landsholdet, som nu søger væk fra den franske klub Evian, der også har Daniel Wass på holdet.
Andersens agent indrømmer at det ikke er den bedste situation at forhandle i for Andersen, som skal finde en ny klub inden vinduet lukker om snart to uger.
“Jeg kan konstatere, det er en skidt situationen. Mere har jeg egentlig ikke at sige til det. De klubber, på det niveau Stephan kan spille på, har selvfølgelig fundet ud af, hvem der skal være målmand. Vi er midt i august måned,” lyder det fra Michael Johansen til bold.dk. Og han uddyber:
“Det kan jo være, der er nogen, som ringer, eller han står en god landskamp, eller der er nogen, som alligevel ikke er helt tilfredse. Jeg kan bare konstatere, at der er 17 dage til vinduet lukket,” siger agenten, der skal til at finde en ny klub til Andersen.
Stephan Andersen, der kom til Evian fra Brøndby før sidste sæson. Han har tidligere spillet for Charlton Athletics i England. Allerede i morgen kan han vise sig frem for potentielle købevillige klubber, da han forventes at starte inde for Danmark i venskabskampen mod Slovakiet.