Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen har købt yderligere aktier i klubben. Han har købt yderligere ind for 18 millioner kroner.
Brøndby gennemførte en aktieemission tilbage i november måned sidste år, hvor klubbens storaktionær Jan Bech Andersen endte med at råde over knap 40 procent af aktierne i klubben.
Derfor skulle han fremlægge et pligtmæssigt tilbud til de andre aktionærer om at købe alle aktierne i klubben.
Mandag i denne uge udløb tilbudsperioden, og Brøndby meddeler tirsdag i en fondsbørsmeddelelse, at Jan Bech Andersen nu har opkøbt aktier til en værdi af 18.024.415 kroner hos klubbens øvrige aktionærer. Det beløb svarer til 12,7 procent af den samlede aktiekapital.
Det betyder, at Jan Bech nu sidder med 52,4 procent af den totale aktiekapital i Brøndby.
Brøndby anbefalede klubbens aktionærer at afvise det købstilbud som Jan Bech Andersen pligtmæssigt skulle fremlægge, fordi man mente, at ’tilbudskursen ikke repræsenterer en, fra et finansielt synspunkt, attraktiv tilbudskurs i et offentligt købstilbud’.
Andersens tilbud lød på at købe aktierne for 0,55 kroner per aktie, og det har nogle af aktionærerne altså alligevel takket ja til.
Brøndby oplyser derudover, at det endelige resultat af købstilbuddet forventes at blive annonceret den 12. januar 2017.