Den svenske mestertræner Roland Nilsson bliver igen kædet sammen med FC København, som afløser for den nuværende cheftræner Ståle Solbakken.
FC Københavns ledelse er begyndt at søge efter træneremner, hvor man i sidste ende skal udpege den endelige skikkelse, der skal overtage roret efter succestræner Ståle Solbakken.
B.T. skriver i dag, at FCK har været i konkrete forhandlinger med Malmö FF’s mestertræner Roland Nilsson, der tidligere har været sat i forbindelse med klubben.
FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, var dog ikke overraskende sparsom med informationer.
“Vi regner med at præsentere en afløser midt på foråret. Andet vil jeg ikke bidrage med, men nu snævres feltet ind,” forklarer sportsdirektør Carsten V. Jensen til avisen.
Hverken Malmö-direktør Per Nilsson, den svenske træners agent eller Roland Nilsson selv har ønsket at kommentere på avisens oplysninger.
47-årige Nilssons kontrakt med Malmö FF løber året ud.