
Foto: Shutterstock
Den hollandske Manchester United-manager Erik ten Hag slår fast, at klubben er på jagt efter en ny angriber, som skal erstatte Cristiano Ronaldo.
For nogle uger siden blev det en kendsgerning, at 37-årige Cristiano Ronaldo fik sin kontrakt med Manchester United revet over.
Om få dage åbner januar-transfervinduet, og her skal den rutinerede verdensstjerne erstattes.
Det har manager Erik ten Hag slået fast over for The Independent.
“Ja, vi ved, at vi mistede en angriber, og ja, vi er nødt til at hente en angriber ind,” udtaler manageren ifølge den engelske avis og fortsætter:
“Men det skal være den rigtige, og den rigtige er den, som kan bringe kvalitet ind på holdet, og ikke bare være en tilføjelse til truppen, for det giver kun problemer,” lyder det fra Erik ten Hag.
Manchester United befinder sig i skrivende stund på en 5. plads i Premier League.