Real Madrids walisiske stjerne, Gareth Bale, forlængede søndag sin kontrakt med Real Madrid. Den gør ham til verdens bedst lønnede.
Gareth Bale kunne søndag sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse med Real Madrid, der gør ham til verdens bedst lønnede fodboldspiller.
Ifølge den troværdige avis, The Guardian, så vil han i løbet af kontrakten tjene mere end 150 millioner pund i løn og bonusser. Det svarer til omkring 1,2 milliarder kroner.
Avisen skriver, at den nye kontrakt indbringer Bale en ugeløn på 2,9 millioner kroner. Til sammenligning tjener Cristiano Ronaldo 2,4 millioner kroner.
Portugiseren er dog også i kontraktforhandling med klubben, hvor han også vil sikre sig en forbedret og mere indbringende kontrakt.
Bales nye kontrakt løber frem til sommeren 2022. Han kom til klubben fra Tottenham Hotspur i sommeren 2013.