Manchester Uniteds keeper David de Gea har ifølge The Sun sat sit hus til salg. Dermed kan et salg af keeperen ligeledes være under opsejling.
David de Gea er igennem mange transfervinduer blevet sat kraftigt i forbindelse med Real Madrid.
Til sommer kan de Gea meget vel forlade United. I hvert fald skriver The Sun, at den spanske landsholdskeeper har sat sit kæmpe hus i Manchester til salg for knap 35 millioner kroner.
En anonym kilde fortæller til avisen:
“De Gea har været hjertet og sjælen i hele Uniteds forfærdelige periode efter Sir Alex Ferguson. At se ham skifte, vil være et stort slag for fansene.”
“Mens José nægter at spilleren er ved at skifte, så virker det sandsynligt at han skifter i transfervinduet.”
“De Gea har opnået heltestatus på Old Trafford, og hvorend han bevæger sig, vil han altid have et hjem der.”
26-årige David de Gea har stået for Manchester United siden 2011, hvor han skiftede fra Atletico Madrid.
I sommeren 2015 var de Gea meget tæt på at skifte til Real Madrid, mens Keylor Navas skulle have været den modsatte vej, men skiftet faldt igennem, da papirerne om handlen blev indsendt for sent.
I stedet forlængede den spanske keeper kort efter med Manchester United, så hans markedspris samtidig blev markant forhøjet.