OB’s assistenttræner Thomas Helveg stopper hos fynboerne efter eget ønske. I stedet har Joakim Mattsson, der tidligere har arbejdet med Troels Bech, taget over.
Siden januar 2011 har den tidligere topspiller Thomas Helveg fungeret som assistenttræner i Odense Boldklub, hvor han også tidligere har optrådt som spiller af to omgange.
Nu er det dog slut for Helveg, der efter eget ønske har valgt at sige stop i stillingen som cheftræner Troels Bechs assistenttræner.
”OB er min klub, og det har været utrolig spændende at være med. Nu har jeg imidlertid brug for en pause, hvor jeg kan puste ud, mens jeg overvejer, hvad fremtiden skal bringe. Jeg vil ikke afvise, at jeg kan bidrage yderligere til OB på et senere tidspunkt, men fodbold er ikke prioriteten i den kommende tid,” siger Thomas Helveg til klubbens hjemmeside.
I stedet tager den tidligere Troels Bech-assistent i Silkeborg Joakim Mattsson over. Han har en fortid som ungdomstræner i netop OB, hvor han har været med til at udvikle spillere som Christian Eriksen og Rasmus Falk.