Den tidligere danske landsholdsmålmand og anfører Thomas Sørensen vil væk fra sin Premier League-klub Stoke, hvor han agerer andenviolin, senest til sommer.
Thomas Sørensen har været bænket fast i et år efter en årelang rivalisering om pladsen mellem stængerne med Asmir Begovic, der nu har cementeret sin plads som førstevalg.
Det er nu nok for landsholdspensionisten, der derfor søger væk fra klubben. Hvis ikke i januar, så til sommer, fastslår Sørensen.
”Jeg må erkende, at Asmir Begovic har gjort det utroligt godt i denne sæson, så der er ikke så meget at sige til, at jeg ikke får spilletid. Men det er naturligvis ikke en holdbar situation i længden, og til sommer vil jeg gøre alt for at komme væk og finde et sted at spille,” udtaler Thomas Sørensen til B.T.
Selvom Thomas Sørensen også her i januar er klar til at søge væk fra Stoke, tvivler han på at Stoke lader ham.
”Jeg tror ikke, at Stoke vil slippe mig her i januar. Kommer der en god mulighed her i januar, så er det indlysende, at det er noget, vi vil kigge på. Men der vil være mange spørgsmålstegn, og jeg tror, at Stoke bliver problemet her i januar,” siger Sørensen.
Den 36-årige keeper, hvis karriere efterhånden går på hæld, søger nu noget fast spilletid. Tidligere har han ikke afvist et skifte tilbage til den danske liga, som han forlod i 1998.
Dengang spillede han i OB, dog på udlån til Svendborg. Siden er turen gået Sunderland, Aston Villa og altså Stoke City. Thomas Sørensen nåede også at komme i Klub-100 for sit land med 101 landskampe for Danmark.