Cristiano Ronaldos tidligere holdkammerat i Sporting Lissabon, Jose Semedo, er overbevist om at den 30-årige Ronaldo slutter sin karriere i England.
30-årige Semedo, der til daglig spiller i Championship-klubben Sheffield Wednesday, har udtalt sig til engelske talkSport, oven på Sheffield Wednesdays nederlag til Arsenal i Capitol One Cuppen, og disse udtalelser giver nu nyt liv til rygterne, der får mange Premier League-entusiaster til at slikke sig om munden: Cristiano Ronaldos tilbagevenden til Premier League.
“Han er meget glad i Real Madrid, men han elsker engelsk fodbold, det engelske folk, og dybest set, tror jeg han vil komme tilbage til England,” siger Semedo til talkSport og fortsætter:
“Han vil ikke slutte sin karriere uden at komme tilbage. Han har fortalt mig, at han ville ønske Real Madrid lå i England, men det er ikke muligt, så jeg tror han slutter sin karriere i England.”
Rygterne om Ronaldos fremtid har de sidste sæsoner svirret, hvor den lynhurtige offensivspiller blandt andet har været kædet sammen med rigmandsklubben Paris Saint Germain, men også et skifte tilbage til Manchester United, hvor Ronaldo nåede 291 kampe med 118 scoringer til følge.
I Real Madrid har Ronaldo indtil videre spillet 312 kampe og scoret 325 mål, hvilket gør ham til alletiders top-scorer i Real Madrid. Hans nuværende kontrakt holder ham på Santiago Bernabeu til sommeren 2018.