
Foto: Shutterstock
Mandag fik den tidligere Liverpool-angriber, Daniel Sturridge, ophævet sin kontrakt med Trabzonspor.
Senere på dagen kunne det engelske fodboldforbund forklare, hvorfor han fik kontrakten revet over efter blot et halvt år.
Forklaringen skal findes i at den engelske angriber er blevet udelukket fra al fodbold indtil midten af juni måned, fordi han har brudt FA’s regler for betting.
Englænderen skulle have spillet penge på en kamp samt videregivet informationer. FA bekræfter, at karantænen gælder i hele verden.
Sturridge har tidligere fået karantæne i samme sag, hvor han i sommer blev udelukket fra at spille fodbold i to uger plus en bøde på 620.000 kroner.
Men en appel har nu gjort, at Sturridges sag er blevet taget op igen, og her er angriberen blevet fundet skyldig i yderligere to anklager, der oprindeligt blev afvist.
Det betyder, at angriberen foruden den længere karantæne nu også er blevet idømt en dobbelt så stor økonomisk bøde.