FC Barcelonas nu tidligere cheftræner, Tito Vilanova, tager afsked gennem et åbent brev på klubbens officielle hjemmeside.
FC Barcelona kunne i går meddele, at cheftræneren Tito Vilanova er nødt til at forlade jobbet, på grund af sin kræftsygdom.
Tito Vilanova har i dag taget afsked og skrevet et åbent brev, som er blevet bragt på FC Barcelonas officielle hjemmeside.
“Tak, Barcelona. Tak, alle sammen. Efter fem fantastiske år med dette hold, der har indfriet alle de drømme, som en fodboldtræner kunne have, må jeg nu rette al min styrke og energi til kampen mod min sygdom, som jeg blev diagnosticeret med for halvandet år siden,” skriver Vilanova og fortsætter:
“Med de behandlinger, jeg nu skal gennemgå, anbefaler lægerne ikke, at jeg investerer al min tid og energi i Barcelona. Men jeg vil stadig være tæt på klubben og følge med i klubbens udvikling med stor kærlighed.”
“Det er ikke nemt at forlade denne helt særlige gruppe af mennesker, spillere, kollegaer og venner, som jeg har delt så mange uforglemmelige øjeblikke med. Jeg er for evigt taknemmelig for alt, hvad I har givet mig.”
“Jeg vil også rette en tak til præsidenten, bestyrelsen og sportsdirektør Andoni Zubizarreta for al deres tillid og deres uforbeholdne støtte, både sportsligt og menneskeligt.”
“Til alle jer medlemmer og fans af klubben, vil jeg også sige et dybfølt tak for den større og velvilje, som I har vist mig. Ikke kun nu, men over de seneste måneder. Jeg er rolig, stærk og går den næste fase af mit sygdomsforløb i møde med fuld tiltro til at det nok skal løse sig.”
“Dette er en svær tid for min familie, så jeg har bedt medierne om at vise respekt og forståelse. Nu hvor jeg ikke længere er træner for Barca, håber jeg, at få den ro og det privatliv, som min familie og jeg selv har behov for lige nu.”
“Jeg kan ikke slutte mit brev uden at ønske held og lykke til den nye træner af verdens bedste fodboldhold. Tak til jer alle sammen.”
44-årige Tito Vilanova var cheftræner for Barcelona gennem et år. Hidtil havde han både prøvet at være assistenttræner for A- og B-mandskabet.