AC Horsens har købt Henrik Toft fra OB. Den 30-årige angriber tiltræder i Horsens på en treårig kontrakt.
AC Horsens har den seneste tid været på angrebsjagt. Den jagt har nu givet udbytte, da man har fanget Henrik Toft fra OB. Den danske angriber tiltræder på en kontrakt, der vil gælde frem til sommeren 2014.
“Vi har ikke lagt skjul på, at vi var på udkig efter en forstærkning til angrebet, og den har vi fundet i Henrik Toft, der fra dag et har været vores førsteprioritet. Han er rigtig dygtig til at spille med ryggen mod mål, holde fast i bolden og han bringer noget fysik foran mål. Derudover er han en spiller, der gør sine holdkammerater gode,” udtaler AC Horsens’ træner, Johnny Mølby, til klubbens hjemmeside.
Den nyudnævnte Horsens-spiller lægger da heller ikke skjul på, at han selv er tilfreds med skiftet.
“Jeg vil finde tilbage til det bedste i mig og få rytmen i mit spil og selvtilliden op på højeste niveau igen. Jeg vil gerne være med til at flytte tingene i AC Horsens, som mange hold har haft svært ved at spille mod. AC Horsens er i forvejen et godt hold, og jeg vil gerne være med til at gøre holdet endnu bedre,” udtaler Henrik Toft selv ifølge en pressemeddelelse.
Den høje angriber har foruden OB også spillet i de danske klubber SønderjyskE, Fremad Amager, Vejle, Herfølge, Lyngby og HB Køge.