Torben Aakjær: Sagen er blevet blæst op

0

Torben AakjærDen nu tidligere danske scout i Manchester United, Torben Aakjær, har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor han forklarer sit syn på fyringen.

Fodbold-transfers.dk bringer den fulde udgave af den danske scout, Torben Aakjærs pressemeddelelse om fyringen i Manchester United herunder:

Pressemeddelelsen i sin fulde udgave:

Det er med dyb beklagelse at jeg i går aftes fik meddelelsen om at jeg ikke længere er ansat i Manchester United.

Baggrunden for dette er at en indtil videre anonym kilde har fremsendt forskellige opslag fra min Facebook hjemmeside som jeg har skrevet siden af 2013 frem til her i starten af januar 2015.

Kort fortalt får jeg i går en opringning fra en journalist på den Engelske avis The Guardian. Vedkommende præsenterer mig for en række udsagn som er skrevet af mig på min Facebook forside. Jeg får læst en håndfuld opslag op, som er oversat fra Dansk til Engelsk.

En del af opslagene er oversat til Engelsk i en ordlyd jeg ikke umiddelbart kan genkende, og dette giver mig i første omgang mistanke om at nogen har hacket min Facebook og ændret i teksten. Dette er også årsagen til at jeg i første omgang er citeret for den mulige mistanke om hacking.

Umiddelbart står jeg ved jeg det jeg gennem tiderne har skrevet på min Facebook, og som har været tilgængeligt for de 1600-1700 ”venner” derinde. Jeg vil i den forbindelse understrege at jeg på ingen måde er racist, men blot har været en ivrig samfundsdebattør som på min facon har tilkendegivet min mening om hvad der rør sig i samfundet. Jeg vedgår i den forbindelse at min retorik og humor kan være grovkornet, satirisk og til tider muligvis også fornedrende for nogen.

Det skal dog understreges at mine opslag har omhandlet vidt forskellige emner lige fra andres yderliggående religiøse standpunkter, holdning til Kongehuset, Dansk politik, østeuropæiske kriminelle osv.

Det er i den forbindelse vigtigt for mig at fremhæve at min holdning til kriminalitet og andet er den samme uanset om den begås af østeuropæere, muslimer, kristne eller hvad det måtte være. Dette er jeg sikker på at folk der virkelig kender mig kan nikke genkendende til.

Omkring den seneste tids heftige debat om den forfærdelige terror handling i Paris har jeg helt bestemt været fremme i ”skoene” på Facebook, forstået på den måde at jeg naturligvis har sympatiseret med ofre, Charlie Hebdo og Frankrig, og der kan ikke herske tvivl om at dette nok har været ”bægeret der flød over” for visse personer.

Jeg pointerer at jeg er meget ærgerlig over sagens udgang og at det er blæst op til noget jeg mener er helt ude af proportioner.

Set i bagklogskabens klare lys skulle jeg nok ikke have blandet ”æbler og pærer” sammen ved at blande mig i en til tider overophedet samfundsdebat sideløbende med mit job som scout.

Afslutningsvis vurderer jeg at alt hvad jeg igennem tiderne har skrevet, sagt og ment har været inden for rammerne af ytringsfriheden, og jeg har da heller aldrig modtaget politianmeldelser eller henvendelser fra Facebooks overvågning omkring mulige stødende opslag.

Med venlig hilsen

Torben Aakjær

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE