Tottenham meddeler i dag på klubbens hjemmeside, at den 30-årige offensivspiller, Clint Dempsey, tager tilbage til den amerikanske liga, MLS.
Dempsey har på det seneste været rygtet væk fra Tottenham, hvor specielt engelske Everton og amerikanske Seattle Sounders har været meldt interesserede.
Nu kunne det se ud til, at sidstnævnte har vundet jagten på Dempsey, da Tottenham i dag annoncerer, at han vender tilbage til den amerikanske liga – dog uden at nævne den pågældende klub.
”Vi er nået til enighed med Major League Soccer over transferen af Clint Dempsey. Vi ønsker Clint al mulig succes for sin fremtid,” lyder det på Tottenhams hjemmeside.
Det kan som sagt med stor sandsynlighed blive amerikanske Seattle Sounders, som løber af med den Texas-fødte offensivspiller, da klubbens manager tilmed erklærede sin interesse i ham tidligere i dag.
30-årige Clint Dempsey nåede i sidste sæson, som var hans eneste hos Tottenham, 43 optrædender samt 12 mål for den engelske klub.