Transferhotte Lukas Spalvis afviser kinesere

0
Foto: AaB

Foto: AaB

Lukas Spalvis har afvist et kontraktudspil fra en kinesisk klub, der ellers havde fået grønt lys af AaB. I stedet lurer en anden klub i kulissen. 

Ekstra Bladet skrev i morges, at AaB er opsatte på at komme af med Lukas Spalvis i løbet af vinterens transfervindue, da de her kan tjene en større mønt på ham end til sommer.

Og noget tyder da også på, at den brandvarme Superliga-topscorer er tættere på et skifte, end hvad godt er.

Han har nemlig allerede haft et konkret og særdeles lukrativt tilbud fra en kinesisk klub, som var blevet enig med AaB om en pris – Spalvis takkede dog nej.

“Der har været et konkret bud fra Kina, et bud som AaB accepterede, men Lukas har besluttet sig for, at han vil fortsætte i Europa. Han blev tilbudt en meget lukrativ kontrakt i Kina, men det var ikke aktuelt for ham,” siger litaurens agent, Hanner Jensen, til bold.dk.

Også russiske klubber skulle være ivrige efter at lande den 21-årige angriber.

“Det er korrekt, at der har været mange russiske klubber, der har signaleret deres interesse. Vi har et konkret bud i øjeblikket fra en klub, ikke en russisk, men en klub, der med stor sandsynlighed spiller Champions League i næste sæson,” siger agenten og understreger, at et skifte dertil kan komme på tale:

“Lukas er meget interesseret i et skifte dertil, men klubben er ikke enig med AaB i øjeblikket. Nu må vi se, om klubberne kan nå til enighed. Jeg forsøger selvfølgelig at få klubbernes ender til at nå hinanden, men i sidste ende er det klubbernes beslutning.”

Historien melder intet om, hvilken klub der er tale om.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE