
Foto: Wolfsburg
Nicklas Bendtner kom ikke i aktion for Wolfsburg, da holdet onsdag aften mødte Gent i Champions League.
I stedet havde cheftræneren foretrukket at udtage en 20-årig angriber samt en tredje-målmand frem for danskeren.
Ifølge Bild går Bendtner nu med overvejelser om at skifte til Kina, hvor mange tidligere profiler valfarter til.
Ekstra Bladet skriver, at en top-seks-klub fra den bedste kinesiske række bød på Bendtner i starten af vinter-transfervinduet, men den 28-årige angriber afviste på daværende tidspunkt at skifte til Østen.
“Det er en spiller, som fans og klubberne helt sikkert kender. Han har et godt CV, da han har været i nogle store klubber Det er svært at sige, om det ville være et scoop, men han ville være et stort og kendt navn at hente,” siger danske Mads Davidsen til Ekstra Bladet. Davidsen er assistenttræner i den kinesiske klub Shanghai SIPG F.C.
“De kinesiske klubber må kun have fire udlændinge på holdet, og da næsten alle tophold har fået styr på deres trup, virker det slet ikke som den rigtige timing. De andre klubber, der stadig kan fylde på med udlændinge, har ikke et så stort budget og holder til i mindre byer. Hvis man skifter dertil, skal man forberede sig på, at ens hverdag bliver markant anderledes,” supplerer han.
Transfervinduet i Kina lukker først den 26. februar, derfor vil danskeren fortsat kunne skifte klub, hvis han selv og Wolfsburg ønsker det.