United-boss: Real Madrid vil ikke betale De Geas pris

0

David de GeaLouis van Gaal vil godt sælge David De Gea, men kun til den rette pris. Og den pris har Real Madrid endnu ikke budt.

Louis van Gaal har end ikke David De Gea med i truppen til dagens Premier League-kamp mod Tottenham, fordi målmanden simpelthen ikke har fokus på Manchester United for tiden.

Ifølge De Røde Djævles manager fylder skiftet til Real Madrid nemlig for meget, og derfor vil hollænderen også gerne have solgt David De Gea hurtigst muligt, men kun til den rette pris.

Og dén pris har den spanske hovedstadsklub endnu ikke været villig til at betale.

”Hvad har Real Madrid tilbudt? Du (journalisten, red.) foreslår, at vi skal være proaktive, men vi skal have penge, og de bliver nødt til at betale penge.”

”I de sidste par år har Manchester United brugt en masse, men ikke tjent så meget, så nej, vi vil ikke sælge ham for en utilfredsstilende pris,” siger Louis van Gaal ifølge Daily Telegraph.

Ifølge avisen skal Real Madrid hoste op med cirka 350 millioner kroner for David De Gea, og endnu har Kongeklubbens bud ikke været over 210 millioner kroner.

Den anden mulighed er, at Madrid accepterer en byttehandel, som vil sende Sergio Ramos til Old Trafford.

Det ventes, at David De Gea forbliver uden for Manchester United-truppen, indtil han er at finde i Madrid, eller at transfervinduet er lukket.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE