Voldelig Serie A-træner smidt på porten

0

Voldelig Serie A-træner smidt på portenFiorentinas ledelse har fyret træner Delio Rossi, efter at han kom i klammeri med den udskiftede Adem Ljajic i kampen mod Novara.

Fiorentina spillede onsdag aften mod nedrykningstruede Novara.

Efter en halv time var Fiorentina bagud med 2-0, og da stadionuret havde passeret 36 minutter, valgte cheftræner Delio Rossi derfor at udskifte Adem Ljajic.

Ljajic klappede hånligt af sin træner, da han blev skiftet ud, og det fik Rossis temperament helt op på kogepunktet.

Han kastede sig over spilleren på bænken og slog ud efter ham, så andre fra holdet måtte skille parterne ad.

Fiorentina endte med at redde skindet med et 2-2-slutresultat, men Delio Rossis handling blev vurderet som uacceptabel af ledelsen. Derfor fik han sent onsdag aften en fyreseddel.

“Det var beklageligvis en alvorlig episode, der kom som en overraskelse, eftersom han normalt er en rolig person. Vi har været nødsaget til at fyre ham,” siger præsident Maio Cognigni til klubbens hjemmeside, og uddyber:

“Vi havde en dialog sammen, og han gav sin forklaring. Han var parat til at undskylde, og han er en god mand, hvilket han har bevist gennem hele sin karriere. Men jeg var nødsaget til at fyre ham.”

Præsidenten oplyser derudover, at Adem Ljajic skal forberede sig på en straf, for at håne holdets cheftræner.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE