William Kvist afviser, at han skulle være på vej til FC Midtjylland. Kun FCK er aktuel i Danmark for midtbanespilleren, som dog ikke vil hjem endnu.
William Kvist fik ikke sin kontrakt med Wigan forlænget, hvorfor han i sommerens transfervindue skal på klubjagt.
FC Midtjylland kom hurtigt ind i billedet som en mulig destination for den danske landsholdsspiller, men det rygte afviser Kvist uden tøven.
”Det sker aldrig. Det kan du godt skrive. Hvis jeg skal hjem til Danmark, er det kun FCK,” fortæller William Kvist, der for tiden træner med løverne, til BT og slår fast, at han ikke er parat til at vende snuden hjemad endnu:
”Det er dejligt at være tilbage. Siden jeg var otte år gammel, har jeg været FCK-fan og spillet her. Jeg elsker at være her og kender mange af folkene. Jeg glæder mig til at trække i spillertrøjen igen, men det bliver ikke nu. Jeg har meget at opleve og opnå i udlandet. Sådan er det.”
30-årige William Kvist forlod i 2011 FC København til fordel for tyske Stuttgart, og han har sidenhen repræsenteret både Fulham og Wigan i England.