Superliga-klubberne FC Nordsjælland og Lyngby Boldklub er interesserede i den kontraktløse keeper Karim Zaza.
Målmanden Karim Zaza, der ikke fik forlænget sin kontrakt med AaB i sidste måned, er fri på markedet, og det har vækket interessen hos to klubber.
Den 36-årige keeper, som også har storklubber som OB, FC København og Brøndby IF på CV’et, ønsker dog ikke at sætte navne på disse to bejlere.
“Jeg kan bekræfte, at der er interesse fra to klubber i Superligaen, men jeg ønsker ikke at kommentere konkrete navne,” fortæller Zaza til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen er der tale om FC Nordsjælland og Lyngby Boldklub. FCN har dog netop forlænget aftalen med Jesper Hansen, mens Rune Pedersen også har været fast mand igennem længere tid hos Lyngby.