Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, slår nu fast, at man ikke forstærker sig yderligere i sommerens transfervindue.
Real Madrid plejer at være særdeles aktive i sommer-transfervinduerne.
Det har de ikke været i dette transfervindue hidtil, og det kommer de heller ikke, hvis man skal tro cheftræneren, Zinedine Zidane.
“Der kan ske meget frem mod den 31. august, men der kommer ingen nye spillere ind. Det er sikkert,” fastslår Zinedine Zidane, som er meget tilfreds med truppen.
“Jeg er meget glad for de spillere, som vi råder over. Vi har stadig spillere skadede, som kommer retur, men indtil da har vi nok spillere, selvom det bliver en lang og hård sæson.”
Zidane vil dog ikke udelukke, at man sælger spillere i løbet af transfervinduets sidste dage.
“I dag er holdet som det er, men nogen kan nå at forlade truppen inden vinduet lukker,” fortalte Zidane på et pressemøde inden lørdagens opgør mod Celta Vigo.
Real Madrid har sikret sig deres tidligere angriber, Alvaro Morata, som er købt i Juventus. Derudover har man blandt andre sagt farvel til Jesé.
På rygtebørsen har midtbanespillerne Isco og James Rodriguez senest været rygtet væk fra klubben.