Den svenske stjerneangriber, Zlatan Ibrahimovic, kunne fredag bekræfte, at han er færdig i Paris Saint-Germain, når hans kontrakt udløber efter sæsonen.
Zlatan Ibrahimovic har været Paris Saint-Germains største stjerne, siden han kom til hovedstadsklubben.
Men fredag kunne den 34-årige svensker bekræfte, at han snart er fortid i Paris.
Zlatan oplyser på de sociale medier, at han spiller sin sidste kamp på Parc des Princes i morgen lørdag. Desuden tilføjer han:
“Jeg ankom som en konge, og forlader klubben som en legende.”
Det er endnu uvist, hvor Zlatan fortsætter karrieren, men han er tidligere blevet kædet sammen med Manchester United og en række amerikanske MLS-klubber, blandt andre David Beckhams tidligere klub, Los Angeles Galaxy.
PSG’s præsident har også kun roser til svenskeren efter hans fire år i klubben.
“På bare fire år har Zlatan bidraget enormt til Paris SG’s historie og renomé, ligesom han har promoveret fransk fodbold på verdensplan,” fortæller præsident Nasser Al-Khelaifi til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Ibra er en stor mand, både på og udenfor banen. Med hans utrolige talent og karisma har han vundet hjerter i Paris og mange andre steder. Alle de trofæer, som han har vundet med klubben, de rekorder, han har slået, og de fantastiske mål, han har scoret, vil for evigt være i vores minder.”
“Jeg er utroligt stolt over at have budt Ibra velkommen til Paris, og jeg ser nu frem til at arbejde med ham i klubben igen, når han stopper sin karriere. Han vil altid have et hjem i Paris SG.”
Se hans Instagram-status her: