Den 28-årige angriber Guillaume Hoarau har bekræftet at han skifter til kinesisk fodbold, hvor Dalian Aerbin står klar med en kontrakt.
I denne sæson har Paris Saint-Germains tidligere stjerneangriber Guillaume Hoarau stået i skyggen af klubbens nuværende absolutte stjerne Zlatan Ibrahimovic.
Før rigdommen og stjernerne kom til Paris, fik Hoarau masser spilletid og scorede mange mål, hvilket endda førte til fem landskampe for Frankrig.
Men i denne sæson er det blot blevet til to optrædener, og det har den store angriber taget konsekvensen af. Han skifter nemlig til kinesiske Dalian Aerbin, hvilket han bekræfter på sin twitter-konto.
Dalian Aerbin huser den tidligere OB-topscorer Peter Utaka og den tidligere Barcelona-spiller Seydou Keita.