Den rige hovedstadsklub Paris SG har indstillet sigtekornet på den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic. Angriberens agent er angiveligt i Paris for at forhandle.
Rygterne, der sender Milan-spillerne Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic til Paris SG, kan måske have hold i sig, når det gælder Zlatan. Han ligner nu en færdig mand hos vicemestrene i Serie A.
Sportsdirektøren i den franske hovedstadsklub Leonardo bekræfter at svenskerens agent Mino Raiola er i Paris for at diskutere en mulig transfer.
Dermed mener de italienske aviser at en aftale kan falde på plads allerede denne aften. Paris SG har tidligere handlet i Serie A, da de købte Ezequiel Lavezzi i Napoli. Nu kan han altså få kompagni i PSG’s frontlinje.
Zlatan blev ligatopscorer i Serie A efter at have scoret imponerende 28 mål. Han har tidligere repræsenteret blandt andet Inter, Barcelona og Juventus.