Bayern München-midtbanespilleren Danijel Pranjic forbereder sig på at skifte væk fra klubben til januar, når transfervinduet atter åbner.
Bayern Münchens Danijel Pranjic er en meget alsidig spiller, der kan benyttes på både backpositionerne, fløjene og på den centrale midtbane.
Trods det faktum får den 29-årige kroat ikke synderligt meget spilletid under Bayern-cheftræneren Jupp Heynckes.
Det har fået Pranjic til at overveje et klubskifte til januar måned, når transfervinduet åbner igen.
“Det er muligvis en nødvendighed for mig at skifte klub. Det er i hvert fald en mulighed. Jeg har ambitioner om fast spilletid. Jeg tror, at jeg forlader klubben til vinter,” forklarer Danijel Pranjic til Bild.
Jupp Heynckes udtaler, at han normalt aldrig ville lade en spiller forlade klubben midt i sæsonen, men hvis kroaten ønsker, at skifte, så skal han være velkommen.
Danijel Pranjic, der har kontraktudløb i juni måned 2012, kom til den sydtyske klub i 2009, og har siden da spillet 48 kampe for klubben.