Officielt: Roland Nilsson ny cheftræner i FCK

0

Officielt: Roland Nilsson ny cheftræner i FCKFC København kunne i dag bekræfte på klubbens hjemmeside, at man har indgået en kontrakt med svenske Roland Nilsson, der løber frem til sommeren 2014.

FC København kunne i dag offentliggøre, at Malmo FF-cheftræneren Roland Nilsson tiltræder hos løverne, når de til sommer mister norske Ståle Solbakken.

“Med ansættelsen af Roland Nilsson som cheftræner i Skandinaviens største fodboldklub har vi taget et meget vigtigt skridt i forhold til at sikre den fortsatte stabilitet og udvikling, der har kendetegnet F.C. København de seneste mange år,” udtaler FCK’s administrerende direktør, Anders Nørsholt, til klubbens hjemmeside.

“For både Roland og FC København gælder, at vi har meget store sportslige ambitioner nationalt som internationalt. Det er med andre ord et perfekt match i forhold til vores fortsatte strategiske arbejde og vort høje ambitionsniveau.”

“Roland begynder sit arbejde hos FC København snarest muligt. Vi er i god dialog med Malmø FF, og jeg er overbevist om, at begge parter er interesseret i at finde en fornuftig løsning. Det ligger i hvert fald fast, at vi har en ny cheftræner pr. 1. juli,” forklarer sportsdirektør Carsten V. Jensen til FC Københavns hjemmeside.

“Vi fik i sin tid, og relativt hurtigt i processen, sat en profil på vores nye cheftræner. Højtprioriterede kriterier som enighed omkring det grundlæggende spillekoncept i klubben, international erfaring, skandinavisk baggrund og referencer samt dokumenterede resultater, lever Roland Nilsson mere end op til. Samtidig besidder han menneskelige egenskaber som vi sætter stor pris på. Derfor er valget af Roland logisk, og vi er rigtig godt tilfreds med hele forløbet. Vi glæder os til at kunne præsentere Roland i København,” siger Carsten V. Jensen.

FCK’s ledelse håber naturligvis på, at de kan tilknytte 47-årige Roland Nilsson i sommerpausen, når Ståle Solbakken forlader klubben, men Nilsson har først kontraktudløb med Malmö FF ved årsskiftet.

Malmø FF nægter at slippe Nilsson før tid

Malmö FF’s direktør Per Nilsson holder fast i, at klubben ikke ønsker at slippe Roland Nilsson, før han har kontraktudløb med klubben.

“Vi havde inden sæsonen begyndte regnet med, at Roland skulle være træner hele sæsonen. Og indtil videre regner vi stadig med ham som træner for os hele året,” siger Malmö-­direktør Per Nilsson til Ritzau.

“Hvis jeg fik lov at bestemme, så er Roland Nilsson vores træner året ud. Hvis jeg ser sagen fra alle parters synsvinkel, så er det vigtigt, at alle tre parter er tilfredse, når sæsonen er slut. Vi tager en god diskussion, men om vi bliver enige, ved jeg ikke. Vi skal snakke om en masse ting. Han er vores træner på kontrakt sæsonen ud, og den udløber først i december. Vi har været meget glade for at have ham. Vi ville gerne beholde ham, men han går nu videre, og det er helt ok,” uddyber han.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE