
Foto: Fodbold-transfers.dk
Steve Coopers afløser som Brøndby IF-cheftræner er i dag blevet fundet.
BIF har annonceret Thomas Nørgaard som ny mand i cheftrænersædet.
44-årige Nørgaard har skrevet under på en aftale, der gælder til sommeren 2029.
Han er blevet headhuntet hos ligarivalerne Sønderjyske Fodbold hvorfra han også tager sin assistenttræner Lasse Frølund og analytiker Carl-Emil Lopdrup med fra.
“Vores fans skal på alle måder kunne spejle sig i det hold, vi sender på banen. I vores rekrutteringsproces har vi derfor ikke blot været på udkig efter en dygtig træner. Vi har i lige så høj grad ledt efter et menneske og en leder, der kan være med til at styrke kulturen på og omkring holdet,” forklarer Brøndby IF’s fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Thomas deler den ambition, og han omfavner betydningen af identitet, af hårdt arbejde og af at skabe en stærk forbindelse mellem spillere, stab, klub og fans.”
“En af klubbens vigtigste ambitioner er at skabe en endnu stærkere forbindelse mellem førsteholdet og Masterclass. Thomas deler den ambition fuldt ud og har gennem hele sin karriere vist både viljen og evnen til at integrere unge spillere på sine hold.”
“Talentudvikling er en grundlæggende del af klubbens identitet, og Thomas’ tro på den tilgang har været en vigtig faktor i beslutningen om, at han er den helt rigtige træner for Brøndby IF.”
Nørgaard har desuden en fortid som ungdomsspiller i Brøndby.
“Det fantastiske ved Brøndby IF er fællesskabet og den betydning, klubben har for så mange mennesker. Det er en klub, man ikke bare følger. Det er et fællesskab, man bliver en del af. Derfor har jeg også stor respekt for de værdier og den historie, som Brøndby IF står på skuldrene af,” siger Thomas Nørgaard til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:
“Jeg var en 15-årig dreng fra Herlev, som tog turen til akademiet i Brøndby med alle de drømme, man har, når man håber på en dag at stå på Brøndby Stadion. Det lykkedes ikke som spiller, så nogle gange må man finde en anden vej til sine drømme. Jeg vidste tidligt, at jeg ville være fodboldtræner, og gennem næsten 25 år har jeg arbejdet målrettet på at blive dygtig nok til at stå her i dag. Derfor er det med både ydmyghed, stolthed og stor motivation, at jeg ser frem til den udfordring, vi nu i fællesskab skal løfte.”
Tidligere i karrieren har han været cheftræner i AB, Lyngby, B.93 og den tjekkiske storklub Sparta Prag, siden han overtog trænersædet i Sønderjyske i december måned 2022, hvor han nåede 121 kampe som cheftræner.