Den blot 15-årige nordmand Martin Ødegaard har henrykket hele Norge, og ifølge hans træner i Strømsgodset kan han blive verdens bedste.
“I mine øjne kan han blive den bedste i verden.”
Sådan sagde Strømsgodsets cheftræner Ronny Deila til VG søndag om den yngste debutant i den norske Tippeliga nogensinde, den kun 15-årige Martin Ødegaard.
I det 72. minut ved stillingen 0-0 kom den purunge debutant på banen, og med fornemme aktioner var han arkitekten bag både 1-0- samt 2-0-målet, der førte til en 2-0-sejr til de forsvarende norske mestre Strømsgodset over Aalesund.
Og nu er han også arkitekten bag en fodboldekstase af de store i norsk fodbold.
“Jeg har aldrig set så stort et talent i norsk fodbold. Han har potentiale til at gå hele vejen. Martin kan blive så god, som man kan blive. Færdigheder, forståele, holdning, bevægelse – det er en god kombination,” siger Ronny Deila til VG.
Den 15 år og 118 dage gamle Martin Ødegaard er også allerede et kendt navn i Fodboldeuropa, hvor han både har været til prøvetræning i Manchester United og hos de forsvarende Champions League-mestre fra Bayern München, mens Manchester City ligeså har erklæret deres interesse i stortalentet.
Selv tager hovedpersonen det dog stille og roligt, hvorfor han allerhelst vil blive i Norge i et par sæsoner endnu. Først og fremmest ønsker han snart at underskrive en professionel kontrakt med Strømsgodset.
Debuten i Tippeligaen beskriver den 15-årige tekniker som en drøm, der gik i opfyldelse.
“Det er utroligt stort. Når Godsetunionen (Strømsgodsets fanklub, red.) synger mit navn, smiler jeg og har det godt,” fortæller Martin Ødegaard til VG.