Real Madrids colombianske midtbanespiller, James Rodriguez, kan ikke udelukke, at han forlader klubben i nærmeste fremtid.
James Rodriguez står i skyggen af mange dygtige midtbanespillere i Real Madrid, og den colombianske offensivspiller er træt af den manglende spilletid.
Derfor kan den 25-årige landsholdsprofil ikke udelukke, at han ikke bliver i klubben længere.
Han er blevet kædet sammen med blandt andre Manchester United og Chelsea, og nu indrømmer han selv, at han har modtaget nogle bud.
“Jeg kan ikke garantere, at jeg bliver i Real Madrid. Jeg har tilbud og syv dage til at tænke over min fremtid,” sagde James Rodriguez til pressen efter dagens finale ved VM for klubhold, hvor Real Madrid vandt 4-2 over japanske Kashima Antlers efter forlænget spilletid.
James kom ikke på banen i finalen, men måtte i stedet se sin holdkammerat og midtbane-konkurrent, Isco, blive indskiftet.
“Jeg er glad i Madrid, men jeg ønsker at spille mere. Jeg har en bitter fornemmelse, da jeg gerne ville spille finalen, men jeg er glad for titlen. Det er min 15. titel i karrieren.”