
Foto: Dejan Obretkovic
AaB-sportschef Inge André Olsen fastslår, at Ståle Solbakken altid vil være en interessant trænerkandidat, men vil ikke sige, om der har været konkret dialog.
Superliga-klubben AaB er på trænerjagt, og i den forbindelse har Ståle Solbakkens navn i sagens natur sikkert været nævnt.
B.T. har spurgt AaB-sportschef Inge André Olsen, om den tidligere FCK-cheftræner er et realistisk bud.
“Godt spørgsmål. Ståle vil altid være en interessant kandidat med alt, hvad han har bygget op i FCK. Det ville være naturligt at snakke med ham, men det er heller ikke sådan, at det er så realistisk,” svarer norske Inge André Olsen og uddyber:
“Ståle har været i FCK i så lang tid, så det kan være, han har brug for at tænke over, hvad fremtiden bringer. Men han vil altid være et interessant navn, men det er ikke noget, vi skal kommentere på, om han er en af de kandidater, vi står med i en slutfase,” fortæller sportschefen til B.T.
Olsen lægger ikke skjul på, at han har snakket med Ståle Solbakken, men vil ikke forholde sig til, om samtalerne har handlet om andet end referencer på diverse spillere.