AaB-boss: Vi vil gerne beholde Spalvis

0

AaBAaB-sportsdirektør, Allan Gaarde, håber på, at Lukas Spalvis som minimum spiller sæsonen til ende i Aalborg.

Lukas Spalvis er ifølge sin agent meget interesseret i at skifte til en klub, der netop nu skulle ligge i forhandlinger med AaB.

Det vil AaB-sportsdirektør, Allan Gaarde, ikke kommentere på, men han indrømmer, at den 21-årige angriber giver ham en del arbejde for hånden.

“Det kan jeg ikke kommentere, men jeg kan sige, at der er en enorm interesse for Lukas fra mange steder i verden. For at en handel kan lykkes, skal alle parter være enige, og det er ikke sket endnu,” siger Allan Gaarde til Nordjyske.

Sportsdirektøren ønsker heller ikke at kommentere på, hvorvidt Lukas Spalvis har en klausul i sin kontrakt, der gør ham til et mere attraktivt salgsemne for nordjyderne nu end til sommer.

Han skyder dog Ekstra Bladets historie om et hurtigt salg til jorden. Gaarde ser nemlig helst, at Lukas Spalvis bliver i klubben sæsonen ud.

“Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle, hvad der står i kontrakterne med vores ansatte. Helt grundlæggende vil vi gerne have Lukas i AaB så lang tid som muligt, og derfor håber vi også på, at han er her i hvert fald resten af sæsonen,” slutter han.

Lukas Spalvis har angiveligt afvist et skifte til en kinesisk klub, der ellers var enig med AaB om en overgangssum.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE