AaB kunne i dag præsentere et underskud på hele 50 millioner kroner for det seneste regnskabsår. Planen er, at en kapitaludvidelse skal redde forretningen.
AaB kunne for andet regnskabsår i træk præsentere et stort underskud. Sidste år lød deres minus på hele 90 millioner kroner, mens man i denne omgang, har skåret 40 millioner fra, så underskuddet lyder på 50 millioner kroner.
“2010 har været et vanskeligt år, men vi har tilpasset forretningen og glæder os over, at det fremadrettede perspektiv tegner en helt ny, slankere og mere fokuseret virksomhed med vægten lagt på vores hovedaktivitet AaB Fodbold,” forklarer direktør Poul Sørensen i en pressemeddelelse.
Klubben kunne samtidig annoncere fremtidsplanerne, der involverer en kapitaludvidelse, som skal have den funktion, at sikre overlevelse rent økonomisk i Superligaen.
Man har allerede fået garanteret 32 millioner kroner, mens de resterende millioner vil blive tilknyttet klubkassen.
“Vi har allerede fået en fantastisk opbakning og håber, at mange flere vil investere i AaB-aktier, når salget skydes i gang i april måned. Vi har brug for alle kræfter. Det er nu, det gælder, og det er nu, der skal handles,” slutter Sørensen.
AaB’s egenkapital lyder på 22,7 millioner kroner.