Midtbanespilleren Yaya Touré har ingen fremtid i Manchester City. Han forlader klubben til sommer. Det bekræfter hans agent, Dimitri Seluk.
Manchester City forstærkede holdet med Yaya Touré i sommeren 2010, da han blev hentet i FC Barcelona. Han var ikke en del af den daværende cheftræner, Pep Guardiolas planer.
Efter denne sæson tiltræder Guardiola som bekendt i Manchester City som manager, og derfor har det også ligget i kortene, at Touré ville søge nye græsgange. Det bekræfter hans agent nu.
Den 32-årige ivorianer har fortsat et år tilbage, men han har i sinde at skifte efter denne sæson.
“Han vil med sikkerhed forlade Manchester City. Det kan jeg roligt bekræfte. Vi har fået en række tilbud, som vi vurderer, men vi har endnu ikke truffet en beslutning,” fortæller Seluk til FC Inter News og han uddyber:
“Vi vil ikke have fokus på det økonomiske aspekt, men på klubbens projekt.”
Touré har hidtil spillet 260 kampe for Manchester City, hvor det er blevet til 72 scoringer og 45 assists.