Chelseas manager José Mourinho forlader ikke klubben, fastslår den karismatiske portugisers agent, Jorge Mendes.
José Mourinho har været en presset mand i de sidste mange uger, efter at Chelsea FC har leveret en yderst skuffende sæsonstart.
Derfor har spekulationerne taget fart i forhold til Mourinhos exit i klubben. Portugiserens agent Jorge Mendes slår dog fast, at Mourinho ikke forlader klubben.
“Han har ikke behov for at bevise noget over for andre. Reaktionen fra klubbens fans fortæller alt,” siger Jorge Mendes til BBC Sport og fortsætter:
“Han ved selv, hvad han kan udrette. Der bliver sagt meget, men der er ingen chance for, at han forlader klubben. Han løser problemet. Han er den bedste.”
Chelsea ligger på 15.-pladsen i Premier League med elleve point efter samme antal spillerunder.
I Champions League sikrede holdet sig i går en smal sejr, da man slog Dynamo Kiev med 2-1 efter et sent matchvinder-mål af Willian på frispark.