Zlatan Ibrahimovich har to gange i sin karriere været nær et skifte til Real Madrid. Det afslører svenskerens agent til Marca.
Zlatan Ibrahimovich trisser i aften sammen med resten af Paris Saint-Germain-truppen ind i udeholdets omklædningsrum, når de gæster Real Madrid i den spanske hovedstad.
To gange i den svenske superstjernes karriere har han dog været tæt på at få en fast plads i hjemmeholdets omklædningsrum på Santiago Bernabeu. Det afslører Zlatans agent over for Marca.
Første gang var tilbage i 2011, hvor Zlatans forhold til træner Pep Guadiola var så anspændt, at svenskeren ville væk for en hver pris. Det prøvede Real Madrid at udnytte til en noget kontroversiel handel – dog uden held.
En anelse tættere på hinanden kom Real Madrid og 34-årige Ibrahimovich i 2014, hvor Carlo Ancelotti stod i spidsen for Kongeklubben. Men ej heller da blev et skifte som bekendt en realitet.
“Jeg tog endda til Madrid for at mødes med Jose Angel Sanchez (Real Madrids direktør, red.), men Al-Khelaifi (PSG-præsidenten, red.) fandt ud af det, hvorfor mødet blevet aflyst – helt uden videre,” siger Mino Raiola til Marca.
Zlatan Ibrahimovich har kontrakt med PSG frem til sommer. Senest er den store Malmö-stjerne blevet rygtet til Manchester United.