Carlo Ancelotti

Carlo Ancelotti er en italiensk fodboldtræner og tidligere spiller. Hans spillerkarriere strækte sig fra 1976-92, og som træner har han bl.a. været med til at føre storklubberne A.C. Milan og Real Madrid C.F. til Champions League-triumf. Her kan du læse fakta, biografi, klubhistorik og se en video med ham.

Carlo Ancelotti

Foto: Shutterstock

Fakta:

Fulde navn: Carlo Ancelotti
Øgenavn: Carletto
Klub: Real Madrid
Højde: 1,79 meter
Nationalitet: Italien
Fødselsdag: 10/06/1959

Biografi:

Spillerkarriere:

Ancelottis spillerkarriere begyndte i italienske Parma i 1974. I 1779 skiftede han til Roma, hvor han som kaptajn og midtbanespiller, var med til at vinde det italienske mesterskab i 1983, og sæsonen efter hjalp Roma til finalen i Europa Cuppen, som han desværre gik glip af på grund af en skade. I 1987 skiftede han til Milan, hvor han spillede indtil sin karrieres ende i 1992. Han fik 26 optrædener for det italienske landshold og scorede 1 mål. Han var med til flere slutrunder, herunder VM i 1990 på hjemmebane i Italien.

Ancelotti var en rolig og hårdtarbejdende midtbanegeneral, som også var i stand til at rotere til andre pladser. Hvad han ikke havde i fysik, gjorde han op for i teknik, og trods sine manglende atletiske kapaciteter, var han defensivt kyndig, og besad store tekniske og taktiske evner. Anerkendt for sit overblik og arsenal af præcise afleveringer, anses han i Milan som foregangsmand og mentor for spillere, som Demetrio Albertini og Andrea Pirlo, i den dybe playmakerrolle.

Trænerkarriere:

Ancelottis karriere som træner begyndte i 1995, hvor han førte det italienske Serie B hold A.C. Reggiana til oprykning. Han skiftede til Parma F.C. i den følgende sæson. I sin første sæson for Parma opnåede Ancelotti en 2.-plads i Serie A, som dermed garanterede klubben Champions League deltagelse i den efterfølgende sæson. Sæsonen efter sikrede han klubben en 5.-plads i ligaen, som kvalificerede klubben til UEFA Cuppen. I 1999 blev Ancelotti ansat i Juventus F.C., og fortsatte indtil sin fyreseddel i 2001.

I 2001 overværede han sæsonens første måneder fra sidelinjen, indtil Milan i november, som et resultat af den forhenværende manager Fatih Terims forfærdelige resultater og senere fyring, ansatte ham. Milan, der var blevet ledt på afveje af Fatih Terim, og stilede mod endnu en trofæløs sæson, blev hurtigt ledt tilbage på sporet af Ancelotti, som førte dem til semifinalen i 2001-2002 UEFA Cuppen, og kvalificerede dem til Champions League.

I 2002-2003 sæsonen, efter stor kritik fra bl.a. Berlusconi for sin defensive spillestil, tilpassede han Milan til en mere kreativ spillestil, og konverterede Pirlo til en defensiv playmaker. Med stjerner som Filippo Inzaghi og Andryi Shevchenko, førte han Milan til Champions League triumf, ved at slå ærkerivalerne Juventus 3-2 på straffespark i finalen. I 2004 sæsonen vandt han Serie A med A.C. Milan. Den efterfølgende sæson, 2004-2005, er mest kendt for sin legendariske Champions League finale. Milan, der endte med at slutte sæsonen uden nogen trofæer, lignede en sikker vinder af Champions League finalen imod Liverpool F.C., og var foran 3-0 ved pause. Efter pausen begyndte Liverpool, ledt an af en karismatisk Steven Gerrard, et legendarisk comeback, og endte med at vinde kampen 3-2 på straffe. I 2007 fik Ancelotti og co. dog hævn over Liverpool, med en 2-1 sejr i Champions League finalen. I slutningen af sæsonen blev Milan frataget point, som straf for deres indblanding i Calciopoli-skandalen.

I 2009 blev Ancelotti ansat i Chelsea, og startede sæsonen lovende med en sejr over Manchester United i FA Community Shield. Resten af sæsonen bød ikke på mange store resultater, og han måtte bl.a. se Chelsea slået ud af Champions League i kvartfinalen. I 2010 ledte han Chelsea til Premier League sejr, ved at slå Manchester United med et point. Den efterfølgende sæson blev Chelsea slået ud af kvartfinalerne i Champions League, af selvsamme Manchester United, og måtte også se sig slået af United i Premier League. Resultatet blev, at Roman Abramovich fyrede Ancelotti.

I 2011 blev Ancelotti ansat i Paris Saint-Germain. Den første sæson i PSG endte i en nulløsning, men i 2013 førte Ancelotti PSG til kvartfinalen i Champions League, hvor de måtte se sig besejret af FC Barcelona, og til tops i Ligue 1. D. 19.maj 2013 bad Ancelotti selv, om at forlade klubben, og drog i stedet til Real Madrid.

Den første sæson i Real Madrid var en succeshistorie for Ancelotti. Selvom at Real Madrid formøblede La Liga-titlen, ledte Ancelotti klubben til titlen i Copa del Rey, efter en finalesejr over ærkerivalerne Barcelona, og det længe eftertragtede La Décima, med en sejr over lokalrivalerne Club Atlético de Madrid, i 2013-2014 Champions League finalen. Efter en, ifølge Madrid-ledelsen, utilstrækkelig 2014-2015 sæson, blev Ancelotti fyret i Real Madrid. Ancelotti blev tilbudt jobbet som træner for Milan, men annoncerede, at han ville holde en pause fra fodbold.

Den 20. december 2015 offentliggjorde F.C. Bayern München Carlo Ancelotti, som efterfølger til den afgående Pep Guardiola, med virkekraft fra 2016-2017-sæsonen.

Ancelotti kunne fejre sin 1.000 kamp som cheftræner, da Bayern München ydmygede Hamburger SV med cifrene 8-0 den 25. februar 2017.

Den 28. september 2017 meddelte Bayern München, at Ancelotti var blevet fyret i klubben. Cirka et halvt år senere, nemlig den 23. maj 2018, overtog han tøjlerne i Napoli.

Her var han cheftræner frem til 10. december 2019. Den 21. december blev han ansat i Premier League-klubben Everton FC.

Han stod i spidsen for Everton frem til den 1. juni 2021, hvor han blev præsenteret ny cheftræner i sin tidligere klub, Real Madrid. Han underskrev en treårig kontrakt med Kongeklubben.

I sæsonen 2021/2022 førte Ancelotti Real Madrid frem til mesterskabet. Holdet tog guldet allerede den 30. april 2022, hvilket var klubbens 35. mesterskab i historien. Ancelotti kunne med mesterskabet nu bryste sig af at være den første fodboldtræner i historien, som har vundet mesterskabet i de fem største ligaer i Europa, som altså dækker over mesterskaberne i AC Milan, Chelsea FC, Paris Saint-Germain, Bayern München samt altså Real Madrid.

Træner-historik:

1995-1996 – A.C. Reggiana
1996-1998 – Parma F.C.
1999-2001 – Juventus F.C.
2001-2009 – A.C. Milan
2009-2011 – Chelsea F.C.
2011-2013 – Paris Saint-Germain
2013-2015 – Real Madrid C.F.
2016-2017 – F.C. Bayern München
2018-2019 – Napoli
2019-2021 – Everton FC
1. juni 2021- Real Madrid

Video – Ancelotti evaluerer Real Madrids sæson 2013/2014:

https://www.youtube.com/watch?v=3XwXRz2ZkgY

Artiklen er opdateret: 30. april 2022.

ANNONCE