SønderjyskE havde travlt i transfervinduets sidste timer, hvor de vinkede farvel til Adama Guira, men hentede FCN-backen, Ramon Rodrigues.
SønderjyskE lå ikke på den lade side, da transfervinduet nærmede sig sin afslutning. De lyseblå vinkede farvel til to spillere, men sagde i samme ombæring velkommen til en ny.
I FC Nordsjælland hentede de nemlig den 26-årige brasilianske back, Ramon Rodrigues, på en kontrakt frem til sommeren 2019.
Modsat måtte de lyseblå dog også slippe en af klubbens helt store profiler i form af Adama Guira, der blev solgt til RC Lens fra den andenbedste fodboldrække, mens Silas Songani blev sendt til FC Sydvest på en lejeaftale frem til årskiftet.