Real Madrids cheftræner Carlo Ancelotti bekræftede i dag, at Angel di Maria bliver solgt i dette transfervindue. Derimod bliver Sami Khedira i klubben, siger Real-træneren.
Det har længe ligget i kortene, at Real Madrids midtbaneprofil Angel di Maria var på vej væk.
I dag kunne klubbens cheftræner Carlo Ancelotti så afsløre, at Kongeklubben definitivt mister di Maria i dette transfervindue.
“Angel di Maria trænede ikke med os i dag. Han kom ind for at sige farvel til spillerne og staben i klubben. Vi er taknemmelige for alt, hvad han har gjort for os. Der er ikke noget på plads endnu, men det er ved at blive afklaret,” fortalte Carlo Ancelotti på dagens pressemøde.
Ifølge engelske og spanske medier vil Angel di Maria skifte til Manchester United. United ventes at betale omkring 520 millioner kroner for argentineren, hvilket vil være en ny britisk rekord.
Årsagen til di Marias skifte er angiveligt, at tilgangen af James Rodriguez betød, at han fik yderligere konkurrence på midtbanen. Dermed følte han ikke, at klubben anerkendte hans værdi.
I Manchester United vil di Maria sandsynligvis også få en klækkelig lønforhøjelse.
“Det er hans beslutning. Klubben har gjort, hvad den kunne for at beholde ham. Men han ville det anderledes, så vi ønsker ham held og lykke. Jeg er meget tilfreds med det arbejde, som han har udført i Madrid, men vi har også mulighed for at erstatte ham.”
I forhold til holdets 27-årige tyske midtbanespiller, Sami Khedira, fortalte Ancelotti, at parterne var enige om hans fremtid.
“Vi har løst det med Khedira. Han bliver i klubben, og det er vi glade for,” fortalte Ancelotti.