Aston Villas manager Alex McLeish er blevet fyret efter en sæson, der bød på skuffende resultater.
Aston Villa har været med i det stærkeste selskab i Premier League, siden ligaen blev stiftet i 1992.
I denne sæson var klubben dog kun et mulehår fra at ryge ud af selskabet.
Birmingham-klubben reddede sin eksistens i sidste øjeblik med blot to point over nedrykningsstregen, på trods af, at klubben ikke havde vundet en Premier League-kamp i de sidste ti opgør i træk, da ligaen sluttede.
“Vi har savnet overbevisende spil og resultater, der giver forhåbninger om, at Aston Villa er på rette vej,” forklarer Aston Villa-formand Randy Lerner til klubbens hjemmeside.
53-årige McLeish har været manager i klubben siden juni sidste år, hvor han kom til klubben fra lokalrivalerne Birmingham City. Det skifte skabte stor polemik fra Aston Villas fans, og siden da har han ikke været videre populær.