
Foto: Dejan Obretkovic
FC København har valgt ikke at forlænge kontrakten med Nicklas Bendtner ifølge Ekstra Bladet. Det annonceres tirsdag.
Nicklas Bendtner sad over i aftenens kamp mellem FC København og OB, som endte 2-1 til FCK. Bendtner var ude, da han er skadet.
Dermed har den 31-årige angriber ikke flere kampe til at bevise sit værd for FC København-mandskabet i år.
Hans nuværende kontrakt udløber til nytår, og tirsdag vil Bendtner og hans repræsentanter mødes med manager Ståle Solbakken. Det bekræftede nordmanden efter kampen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så skulle Solbakken have besluttet sig for ikke at forlænge med Bendtner.
Nicklas Bendtner har hidtil spillet 406 minutter for FCK fordelt på ni kampe, samt scoret et enkelt mål.
Uvist om Dame N’Doye forlænger
Langtidsskadede Jonas Wind er først tilbage i april eller maj måned, mens 34-årige Dame N’Doye til tider er slidt fysisk.
“Han tager til Senegal på ferie nu, men det bliver med en fysioterapeut i de kommende ni-ti dage, så han ikke dovner den,” siger Solbakken ifølge Ritzau og tilføjer om N’Doyes kontraktudløb til sommer:
“N’Doye og jeg har haft en snak. Det er vigtigt, at han nu får hvilet sit knæ, og så ser vi, hvordan knæet fungerer i anden del af sæsonen.”
“Det er umuligt, at vi forlænger inden da. Og det ved N’Doye godt.”