Avis: Brøndby-emne tilbudt rekordløn

0

Brøndby IFBrøndbys måske kommende spiller, Khalid Boulahrouz, er blevet tilbudt en rekordløn af klubben. Det erfarer BT.

Brøndby kan muligvis snart underskrive kontrakt med den tidligere Chelsea-spiller Khalid Boulahrouz.

Hollænderen, der ikke er længere er aktiv på landsholdet, kan i samme moment blive den bedst lønnede spiller i klubben nogensinde, hvis han tager imod Brøndbys tilbud. Det skriver BT.

31-årige Boulahrouz, der har en fortid i blandt andet Hamburger SV, Chelsea og VfB Stuttgart, skulle være blevet tilbudt en løn på 5,5 millioner kroner plus diverse bonusordninger for indeværende sæson.

Kontrakten vil være gældende frem til 1. juli 2014. En del af betalingen vil ske som en sign-on fee.

Hvis det bliver en realitet, vil hollænderen blive den bedst lønnede i Brøndbys historie. Den hidtidige rekordholder på den konto er Alexander Farnerud, der fik udbetalt 450.000 kroner hver måned.

Khalid Boulahrouz er i øjeblikket fri på transfermarkedet, fordi han fik sin kontrakt ophævet med portugisiske Sporting Lissabon. Derfor kan han altså forhandle frit og skifte udenfor transfervinduet.

Ifølge BT’s oplysninger, så henvendte Boulahrouz’ agent sig til FC København for at høre, om de var interesserede i hollænderen, men det var løverne øjensynligt ikke.

Agenten Rodger Linse har efter sigende også været i kontakt med Hamburger SV og West Ham.

Avisen skriver, at Brøndby er meget positive over for mulighederne for at sikre sig forsvarsspilleren, som ventes at træffe en endelig beslutning inden for de næste dage.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE