Ekstra Bladet skriver i dag, at Brøndbys topscorer, Simon Makienok, er blevet solgt til rigmanden Thomas Rasmussen for fem millioner kroner.
Brøndby har økonomiske problemer, og derfor har klubben ifølge Ekstra Bladet taget alternative metoder i brug.
Ifølge avisen har klubben nemlig solgt transferrettighederne til klubbens topscorer Simon Makienok.
Rettighederne er efter sigende blevet solgt til rigmanden Thomas Rasmussen, der har skabt en god forretning på telemarketing.
Rasmussen skulle have betalt fem millioner kroner til BIF for rettighederne til Makienok.
Brøndby vil fortsat betale angriberens løn, men i tilfælde af, at han bliver solgt, scorer Rasmussen altså gevinsten.
“Det er interne forhold. Det kommenterer jeg ikke på,” forklarer sportschef Ole Bjur til Ekstra Bladet i en kort kommentar.
Rasmussen afviser, at han har købt rettighederne til 21-årige Makienok, der står noteret for fire mål i sæsonen hidtil.