José Mourinho er ikke færdig med at handle i Atletico Madrid. Nu vil Chelsea købe Koke til Stamford Bridge.
I sommer skiftede hele tre spillere fra Atletico Madrid til Chelsea. Diego Costa og Filipe Luis blev købt til Stamford Bridge, mens Thibaut Courtois vendte tilbage til London efter et lejeophold i den spanske hovedstadsklub.
Nu kan den lille Atletico Madrid-koloni på træningsbanen i Chelsea blive en stjerne flere. I hvert fald skriver spanske AS, at José Mourinho arbejder på at hente Koke til Premier League i sommerens transfervindue.
Således skulle Chelsea være parat til at udløse midtbanestjernes frikøbsklausul på svimlende 500 millioner kroner, hvis ikke Atletico Madrid kan lokkes til at sænke prisen ved at få Filipe Luis med i handlen.
Venstrebacken har endnu ikke fået sit gennembrud på Broen, hvorfor det synes oplagt, at han vender snuden hjem til de rød-hvid-stribede på Vicente Calderon.