Chelsea FC har meddelt kinesiske Tianjin Quanjian, at de skal lægge et rekordstort beløb på bordet for deres angriber, Diego Costa.
Chelsea FC’s angriber Diego Costa bliver ofte kædet sammen med et skifte til kinesisk fodbold.
Ifølge en række medier, så skulle kinesiske Tianjin Quanjian have forhandlet de personlige vilkår på plads samt en ugeløn på knap 5,7 millioner kroner, hvilket vil gøre ham til den bedst betalte fodboldspiller i verden.
Derfor mangler kineserne nu at blive enige med Chelsea om overgangssummen. Tidligere har der været spekuleret i en pris på omkring 655 millioner kroner, men ifølge det franske medie SFR Sport, så kræver The Blues meget mere.
London-klubben skulle nemlig forlange hele 1,1 milliarder kroner for Costa, hvilket vil gøre ham til den suverænt dyrest handlede fodboldspiller i historien.
Manchester Uniteds Paul Pogba har som bekendt titlen pt. med en overgangssum på omkring 780 millioner kroner.
28-årige Costas kontrakt med Chelsea løber til sommeren 2019.