Emiliano Marcondes kan fra juli måned snakke frit med andre klubber end FC Nordsjælland, og det har Brøndby tænkt sig at udnytte, skriver BT.
Emiliano Marcondes forlader med stor sandsynlighed FC Nordsjælland, når 2017 bliver til 2018.
Her udløber offensivspillerens kontrakt nemlig, hvorfor han allerede fra starten af juli måned frit kan forhandle med interesserede bejlere.
Den mulighed har Brøndby i sinde at udnytte, hvis man skal tro BT, men selv er 22-årige Marcondes mere opsat på et udenlandseventyr end et skifte til den københavnske vestegn.
“Altså, min førsteprioritet er at komme til udlandet og prøve en ny kultur. Helt klart. Men jeg lukker ikke nogen muligheder. Brøndby og Nordsjælland har lidt den samme spillestil, og egentlig ser jeg mig selv som en Nordsjælland-dreng.”
“Jeg har spillet der i mange år, og jeg føler ikke, jeg kan få meget ud af at komme til Brøndby, selv om det er en stor klub. Nordsjælland har gjort så meget for mig, og omvendt har jeg også spillet dér i mange år, så jeg føler, at det er et perfekt sted at være for mig i Danmark,” lyder det fra Emiliano Marcondes til BT.
Marcondes nettede 12 gange i 25 kampe i sidste sæson for tigerne. I skrivende stund er han med det danske U21-landshold til EM i Polen.
1 kommentar
Robert Skov med en frikøbsklausul på ca. 6,5 mill. kr. ville passe meget bedre til Brøndby`s spillestil. Fysisk er han et pragteksemplar på trods af sin alder. Teknisk meget dygtig, fantastisk skudstyrke i løb, godt overblik og fodboldforståelse generelt. Knokler bagdelen ud af bukserne i 90 min. En bedre fodboldspiller på alle spillets facetter end Marcondes. Sæt igang Brøndby, ellers henter FCK ham bare for næsen af jer.