Avis: FC København vil leje Jacob Bruun Larsen

0
Avis: FC København vil leje Jacob Bruun Larsen

Foto: Unisport

Superliga-klubben FC København arbejder angiveligt på at bringe Hoffenheim-danskeren Jacob Bruun Larsen ind på en lejeaftale. Det skriver B.T.

Det er blevet til bare tre optrædener for 22-årige Jacob Bruun Larsen i indeværende sæson hos tyske Hoffenheim.

Hos FCK var man i sommer på udkig efter offensive forstærkninger, men missede muligheden for at hente Pione Sisto, som i stedet valgte FC Midtjylland.

Af den grund kunne Bruun Larsen og FCK lyde som et godt match, og skal man tro B.T., bliver der også arbejdet på at knytte parterne sammen i en lejeaftale.

Ifølge avisen er en permanent aftale usandsynlig, da Hoffenheim brugte i omegnen af 100 millioner kroner på at købe danskeren, og den investering kan FC København ikke erstatte.

Tidligere denne sæson var Bruun Larsen i Parken til et FCK-opgør, hvor Ståle Solbakken efter kampen nægtede at have indbudt offensivspilleren, som ifølge nordmanden havde en pris på 75 millioner kroner og derfor ikke var aktuel for FC København.

Således virker en lejeaftale også til at være det mest oplagte, vurderer B.T.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE