FC København er blandt bejlerne til den danske forsvarsspiller, Erik Sviatchenko, der skiftede til Celtic i januar 2016.
Celtics danske forsvarer, Erik Sviatchenko, har tiltrukket sig mange bejlere denne sommer.
Men en skade har betydet, at et muligt skifte til den tyrkiske storklub Besiktas efter sigende faldt til jorden.
FC København har tidligere været tæt på at købe Sviatchenko fra FC Midtjylland, og nu slikker løverne sig atter om deres munde med udsigten til at købe den 25-årige forsvarer.
Ifølge BT så er FCK blandt de mest klare bejlere til at hente Sviatchenko lige nu, og hovedpersonen bekræfter også, at at der har været interesse for ham fra flere kanter denne sommer.
Han ønsker ikke at sætte navne på hvilke klubber, der har været inde i billedet, men indrømmer, at han er smigret over interessen fra FCK.
“Det er Nordens største klub – måske også en af Nordeuropas bedste klubber – som spiller med i Champions League og Europa League. Som det ser ud nu, har man et stærkt hold, så det er kun smigrende, hvis klubben er interesseret i mig,” siger Sviatchenko til BT.
Ifølge avisen er der kontakt mellem FCK og Sviatchenkos repræsentanter.