FC Midtjylland har ifølge BT afvist et Brøndby-bud på 12 millioner kroner på forsvarsstyrmanden, Erik Sviatchenko.
Da det stod klart, at FC København var et mulehår fra at sende deres forsvarsspiller, Ragnar Sigurdsson, til russisk fodbold, blev Erik Sviatchenko hurtigt kædet sammen med hovedstadsklubben.
Det er der endnu ikke kommet noget konkret ud af. Nu skulle rivalerne fra Brøndby i stedet have tilbudt FCM 12 millioner kroner for den 22-årige dansker.
Hvis man skal tro BT, kom buddet fra Brøndby tidligere på ugen. Men FC Midtjylland skulle have afvist de mange millioner uden tøven.
“Jeg kan af gode grunde ikke kommentere dine oplysninger, da vi er en børsnoteret virksomhed,” siger FCM-direktør, Claus Steinlein, til BT.
Steinlein slog i forbindelse med FCK’s interesse i midterstopperen fast, at hvis han så meget som skulle overveje et salg af Sviatchenko til en direkte ligakonkurrent, skulle der et ekstraordinært bud på bordet.
Og det er 12 mio. kroner altså ikke.